Navn: Eva
Alder: 27
Modersmål: spansk

Eva nyder nyder at hjælpe mennesker som har brug for det. Men for Eva er der flere gevinster ved at være frivillig i Kompasset.

Eva kom til Danmark for seks år siden for at studere og er nu færdiguddannet kandidat i socialt arbejde.

Frivilligt arbejde er ikke nyt for Eva. Siden hun blev færdiguddannet i sommeren 2018 har hun arbejdet frivilligt forskellige steder, og gerne flere steder på en gang. Senest var hun frivillig i Trampolinhuset, hvor hun, ligesom i Kompasset, kan anvende sine kompetencer fra både uddannelse og sprog. Og det var netop igennem en sag fra Trampolinhuset, at hun blev bekendt med Kompassets arbejde.

Efter lidt overvejelse søgte Eva så i maj 2019 til Kompasset og er der nu en fast dag om ugen som frivillig. Her hjælper hun med sine sproglige og faglige kompetencer til hvor hun kan, og hjælper også gerne til med andre aktiviteter som f.eks. med madlavning i Stengade og servering i Folkets Park.

Hvad er det bedste ved at være frivillig i Kompasset?
”Det er at alle er velkomne og at alle behandles lige, uanset hvem de er og hvor de kommer fra. Der er denne gensidige respekt – også brugerne imellem. Og så er alle dage her forskellige fra hinanden. Man ved aldrig hvem man møder og hvordan dagen bliver”, siger Eva og fortsætter ”det er også vigtigt for mig at jeg kan se, at det vi laver her i Kompasset rent faktisk virker og har en betydning for nogen. Og ellers er det bare dejligt at lave frivilligt arbejde. Man bliver behandlet godt herude og man møder en masse søde og rare mennesker som man bare gerne vil lære bedre at kende.”