Fra ‘Fantastisk Fodboldfest’ til fælles medfølelse i Paradiset


Af: Martin Lundager Pedersen

Det skulle have været så godt…

Og lad os lige med det samme understrege: det blev det også!

Paradiset havde søgt om at blive en del af konceptet ”Fantastiske Fodboldfester,” som har Mary Fonden, DR, DBU og Østifterne bag sig som samarbejdspartnere.

Ansøgningen blev godkendt, og Paradiset havde fået stablet en gedigen fest på benene:

Der var ankommet en kasse med flag, scorekort, fløjter, fodbold og bander, balloner og rød løber.

Der var blevet bagt rosinboller med rød og hvid glasur, og bolcherne på bordet var naturligvis i samme kulør

Der var festlig fodboldpåklædning, en blanding af selvindkøbt og doneret af DBU, i form af halstørklæder og hatte, som gæsterne havde iklædt sig.

Der blev spillet straffesparkskonkurrence, hvor en af de fremmødte stod på mål, mens de andre på skift forsøgte at score.

Der var kamp om at gætte aftenens resultat.

Der blev serveret ’Lyngbypølser’ inden kampstart, som Lyngby Boldklub så generøst havde doneret til festen.

Det var med andre ord en kæmpe fest for de omkring 40 gæster i Paradiset mellem klokken 15 og 18, hvor dagens vigtigste indslag gik i gang:

Danmark – Finland, spillet på hjemmebane i Parken.

Kække kommentarer og høje forventninger

Alle gæsterne er samlet foran fjernsynet, danske og finske flag pryder skurvognenes vægge, og der bliver på baggrund af dagens tidligere forudsigelser højlydt udvekslet holdninger til kampens endelige resultat.

”Det bliver sgu da 1-1!” – en udmeldelse vi fik at høre adskillige gange kampen igennem.

”Neeej, det bliver sgu da 2-1 til Danmark!” lød et af svarene.

Kampen fløjtes i gang, og Danmark er fra start godt med. Boldbesiddelsen er solidt placeret hos den danske EM-trup. Finnerne kan kun prøve at holde danskerne ude af rækkevidde for målet. I en af disse aktioner ender det med et dansk hjørnespark.

Bolden bliver sparket ind over feltet, og en af Paradisets gæster råber ”Så’ der mål!”

Det var dog lidt for tidligt. Den finske målmand griber nemlig bolden.

En anden gæst læner sig hen mod den første og siger, drillende, ”Lad være med at ’jinxe’ den!”

Sådan går spillet stille og roligt frem og tilbage. Alle er efter et langt år med COVID-19 glade for at sidde her og være sammen om noget. Ikke ’blot’ som gæster i Paradiset, men som en samlet nation.

”Jeg trode jo bare, at der var frispark…”

Danmark forsøger igen og igen, men finnerne forsvarer sig lige nøjagtigt godt nok til, at stillingen stadig står 0-0, da Joakim Mæhle gør klar til et indkast.

Herfra vil jeg stoppe beskrivelsen af selve kampen, da der efterhånden er blevet trådt godt og grundigt rundt i, hvad der herefter skete. I stedet vil jeg beskrive, hvad de ulykkelige hændelser gjorde ved stemningen blandt Paradisets gæster.

Gæsten, der så selvsikkert havde proklameret, at det naturligvis ville ende 1-1, havde lige nøjagtigt nået at sige ”ej, der var da ingenting dér!”

Men der var noget dér…

Et chok gik gennem forsamlingen, ligesom det gjorde alle steder i Danmark – ja, i hele verden, faktisk.

En af de fremmødte rejste sig og gik om bag de før så glade fodboldseere for at få et kram og en snak med en anden gæst, der også var tydeligt berørt af situationen.

”Tror du han overlever..?”

”Selvfølgelig overlever han… Gør han ikke? Han er jo ung.”

Manden, der før så kæphøjt havde fnyset ad situationen og sagt, at der da ikke var sket noget, sad nu og kiggede rundt på alle og gentog igen og igen ”jamen, jeg vidste det jo ikke. Jeg troede jo bare, at der var frispark. Jeg vidste jo ikke, at det var alvorligt. Nu har jeg jo helt dårlig samvittighed…”. Og det stod da også hurtigt klart, at det var alvor.

Mens nogle sidder og snakker stille sammen og forsøger at få styr på de mange følelser, forsøger andre sig med lidt sort humor. Det er dog tydeligt, at der er en usikkerhed bag de små grin. Flakkende øjne. For hvordan reagerer man lige, når sådan noget sker?

Da Eriksen bliver båret ud af banen, rejser en af gæsterne sig og siger ”Hallo, skal vi ikke lige give ham en klapsalve?”

Alle klapper.

Fra Fantastisk Fodboldfest…

Mary Fonden beskriver idéen bag ”Fantastiske Fodboldfester” således:

”Efter halvandet år med social isolation er det blevet mere tydeligt end nogensinde, hvor meget vi har brug for hinanden for at trives. Desværre er der rigtig mange danskere, der føler sig ensomme og uden for fællesskaberne. Vi håber, at de fællesskaber, der vil opstå under Fantastiske Fodboldfester, kan vare ved – også når den sidste kamp er fløjtet af”

Det er måske præcis derfor, at det er godt at have et sted som Paradiset. Mange af gæsterne ville ikke have et særligt stort netværk, hvis ikke de kom her. Deres sociale isolation har måske været forværret af pandemien, men for mange er den bestemt ikke først opstået i foråret 2020.

Så meget desto mere havde alle nok glædet sig til sådan en aften, hvor værestedets gæster kunne få lov til at komme hinanden ved og samles om noget, som hele Danmark ville samle sig om. Endelig at få lov til at være en del af noget normalt efter en lang pandemi. Og lige så naturligt det var at glædes over ’Danmark Drenge,’ lige så naturligt blev det at sørge i flok.

… Til fælles medfølelse

To af gæsterne går og hiver flagene ned og ’popper’ ballonerne. Det virker nærmest symbolsk.

På trods af det store arbejde fra både gæster og frivillige, er aftenens afslutning – altså selve kampen – endt som en trist affære. Den kollektive bekymring – være det sig i Paradiset som i hele Danmark – har afløst den fantastiske fodboldfest. For det skulle have været så godt, og selvom det vitterligt startede med et brag af en fest i Paradiset, så var det alligevel for svært bare at feste videre efter de ulykkelige omstændigheder på og uden for banen.

Heldigvis er folk trods alt samlet her i Paradiset, hvor de har hinanden at tale med om det, der er sket.

Som vi synger i hele Danmark, når der er store sportsbegivenheder: Vi står sammen – side om side!

Mon ikke folk både kommer til at huske dagen for begge modpoler – den store fest og den triste hændelse. Meldingen fra Paradiset efter, vi nu er nået til mandag, lyder i hvert fald, at det ene ikke skal overskygge det andet – hverken festen eller ’sorgen’.

For det var en fest. Gæsterne fik lov til at slå sig lidt løs og have det sjovt. De fik på ny lov til at gøre noget helt og aldeles normalt; at samles om en landskamp.

Og på trods af de ulykkelige omstændigheder omkring netop denne kamp, ser vi alle frem til at gentage succesen, når Danmark spiller mod Belgien på torsdag

– Selvfølgelig med Christian Eriksen i tankerne.

Af: Martin Lundager Pedersen

Det skulle have været så godt…

Og lad os lige med det samme understrege: det blev det også!

Paradiset havde søgt om at blive en del af konceptet ”Fantastiske Fodboldfester,” som har Mary Fonden, DR, DBU og Østifterne bag sig som samarbejdspartnere.

Ansøgningen blev godkendt, og Paradiset havde fået stablet en gedigen fest på benene:

Der var ankommet en kasse med flag, scorekort, fløjter, fodbold og bander, balloner og rød løber.

Der var blevet bagt rosinboller med rød og hvid glasur, og bolcherne på bordet var naturligvis i samme kulør

Der var festlig fodboldpåklædning, en blanding af selvindkøbt og doneret af DBU, i form af halstørklæder og hatte, som gæsterne havde iklædt sig.

Der blev spillet straffesparkskonkurrence, hvor en af de fremmødte stod på mål, mens de andre på skift forsøgte at score.

Der var kamp om at gætte aftenens resultat.

Der blev serveret ’Lyngbypølser’ inden kampstart, som Lyngby Boldklub så generøst havde doneret til festen.

Det var med andre ord en kæmpe fest for de omkring 40 gæster i Paradiset mellem klokken 15 og 18, hvor dagens vigtigste indslag gik i gang:

Danmark – Finland, spillet på hjemmebane i Parken.

Kække kommentarer og høje forventninger

Alle gæsterne er samlet foran fjernsynet, danske og finske flag pryder skurvognenes vægge, og der bliver på baggrund af dagens tidligere forudsigelser højlydt udvekslet holdninger til kampens endelige resultat.

”Det bliver sgu da 1-1!” – en udmeldelse vi fik at høre adskillige gange kampen igennem.

”Neeej, det bliver sgu da 2-1 til Danmark!” lød et af svarene.

Kampen fløjtes i gang, og Danmark er fra start godt med. Boldbesiddelsen er solidt placeret hos den danske EM-trup. Finnerne kan kun prøve at holde danskerne ude af rækkevidde for målet. I en af disse aktioner ender det med et dansk hjørnespark.

Bolden bliver sparket ind over feltet, og en af Paradisets gæster råber ”Så’ der mål!”

Det var dog lidt for tidligt. Den finske målmand griber nemlig bolden.

En anden gæst læner sig hen mod den første og siger, drillende, ”Lad være med at ’jinxe’ den!”

Sådan går spillet stille og roligt frem og tilbage. Alle er efter et langt år med COVID-19 glade for at sidde her og være sammen om noget. Ikke ’blot’ som gæster i Paradiset, men som en samlet nation.

”Jeg trode jo bare, at der var frispark…”

Danmark forsøger igen og igen, men finnerne forsvarer sig lige nøjagtigt godt nok til, at stillingen stadig står 0-0, da Joakim Mæhle gør klar til et indkast.

Herfra vil jeg stoppe beskrivelsen af selve kampen, da der efterhånden er blevet trådt godt og grundigt rundt i, hvad der herefter skete. I stedet vil jeg beskrive, hvad de ulykkelige hændelser gjorde ved stemningen blandt Paradisets gæster.

Gæsten, der så selvsikkert havde proklameret, at det naturligvis ville ende 1-1, havde lige nøjagtigt nået at sige ”ej, der var da ingenting dér!”

Men der var noget dér…

Et chok gik gennem forsamlingen, ligesom det gjorde alle steder i Danmark – ja, i hele verden, faktisk.

En af de fremmødte rejste sig og gik om bag de før så glade fodboldseere for at få et kram og en snak med en anden gæst, der også var tydeligt berørt af situationen.

”Tror du han overlever..?”

”Selvfølgelig overlever han… Gør han ikke? Han er jo ung.”

Manden, der før så kæphøjt havde fnyset ad situationen og sagt, at der da ikke var sket noget, sad nu og kiggede rundt på alle og gentog igen og igen ”jamen, jeg vidste det jo ikke. Jeg troede jo bare, at der var frispark. Jeg vidste jo ikke, at det var alvorligt. Nu har jeg jo helt dårlig samvittighed…”. Og det stod da også hurtigt klart, at det var alvor.

Mens nogle sidder og snakker stille sammen og forsøger at få styr på de mange følelser, forsøger andre sig med lidt sort humor. Det er dog tydeligt, at der er en usikkerhed bag de små grin. Flakkende øjne. For hvordan reagerer man lige, når sådan noget sker?

Da Eriksen bliver båret ud af banen, rejser en af gæsterne sig og siger ”Hallo, skal vi ikke lige give ham en klapsalve?”

Alle klapper.

Fra Fantastisk Fodboldfest…

Mary Fonden beskriver idéen bag ”Fantastiske Fodboldfester” således:

”Efter halvandet år med social isolation er det blevet mere tydeligt end nogensinde, hvor meget vi har brug for hinanden for at trives. Desværre er der rigtig mange danskere, der føler sig ensomme og uden for fællesskaberne. Vi håber, at de fællesskaber, der vil opstå under Fantastiske Fodboldfester, kan vare ved – også når den sidste kamp er fløjtet af”

Det er måske præcis derfor, at det er godt at have et sted som Paradiset. Mange af gæsterne ville ikke have et særligt stort netværk, hvis ikke de kom her. Deres sociale isolation har måske været forværret af pandemien, men for mange er den bestemt ikke først opstået i foråret 2020.

Så meget desto mere havde alle nok glædet sig til sådan en aften, hvor værestedets gæster kunne få lov til at komme hinanden ved og samles om noget, som hele Danmark ville samle sig om. Endelig at få lov til at være en del af noget normalt efter en lang pandemi. Og lige så naturligt det var at glædes over ’Danmark Drenge,’ lige så naturligt blev det at sørge i flok.

… Til fælles medfølelse

To af gæsterne går og hiver flagene ned og ’popper’ ballonerne. Det virker nærmest symbolsk.

På trods af det store arbejde fra både gæster og frivillige, er aftenens afslutning – altså selve kampen – endt som en trist affære. Den kollektive bekymring – være det sig i Paradiset som i hele Danmark – har afløst den fantastiske fodboldfest. For det skulle have været så godt, og selvom det vitterligt startede med et brag af en fest i Paradiset, så var det alligevel for svært bare at feste videre efter de ulykkelige omstændigheder på og uden for banen.

Heldigvis er folk trods alt samlet her i Paradiset, hvor de har hinanden at tale med om det, der er sket.

Som vi synger i hele Danmark, når der er store sportsbegivenheder: Vi står sammen – side om side!

Mon ikke folk både kommer til at huske dagen for begge modpoler – den store fest og den triste hændelse. Meldingen fra Paradiset efter, vi nu er nået til mandag, lyder i hvert fald, at det ene ikke skal overskygge det andet – hverken festen eller ’sorgen’.

For det var en fest. Gæsterne fik lov til at slå sig lidt løs og have det sjovt. De fik på ny lov til at gøre noget helt og aldeles normalt; at samles om en landskamp.

Og på trods af de ulykkelige omstændigheder omkring netop denne kamp, ser vi alle frem til at gentage succesen, når Danmark spiller mod Belgien på torsdag.

– Selvfølgelig med Christian Eriksen i tankerne.

Af: Martin Lundager Pedersen

Det skulle have været så godt…

Og lad os lige med det samme understrege: det blev det også!

Paradiset havde søgt om at blive en del af konceptet ”Fantastiske Fodboldfester,” som har Mary Fonden, DR, DBU og Østifterne bag sig som samarbejdspartnere.

Ansøgningen blev godkendt, og Paradiset havde fået stablet en gedigen fest på benene:

Der var ankommet en kasse med flag, scorekort, fløjter, fodbold og bander, balloner og rød løber.

Der var blevet bagt rosinboller med rød og hvid glasur, og bolcherne på bordet var naturligvis i samme kulør

Der var festlig fodboldpåklædning, en blanding af selvindkøbt og doneret af DBU, i form af halstørklæder og hatte, som gæsterne havde iklædt sig.

Der blev spillet straffesparkskonkurrence, hvor en af de fremmødte stod på mål, mens de andre på skift forsøgte at score.

Der var kamp om at gætte aftenens resultat.

Der blev serveret ’Lyngbypølser’ inden kampstart, som Lyngby Boldklub så generøst havde doneret til festen.

Det var med andre ord en kæmpe fest for de omkring 40 gæster i Paradiset mellem klokken 15 og 18, hvor dagens vigtigste indslag gik i gang:

Danmark – Finland, spillet på hjemmebane i Parken.

Kække kommentarer og høje forventninger

Alle gæsterne er samlet foran fjernsynet, danske og finske flag pryder skurvognenes vægge, og der bliver på baggrund af dagens tidligere forudsigelser højlydt udvekslet holdninger til kampens endelige resultat.

”Det bliver sgu da 1-1!” – en udmeldelse vi fik at høre adskillige gange kampen igennem.

”Neeej, det bliver sgu da 2-1 til Danmark!” lød et af svarene.

Kampen fløjtes i gang, og Danmark er fra start godt med. Boldbesiddelsen er solidt placeret hos den danske EM-trup. Finnerne kan kun prøve at holde danskerne ude af rækkevidde for målet. I en af disse aktioner ender det med et dansk hjørnespark.

Bolden bliver sparket ind over feltet, og en af Paradisets gæster råber ”Så’ der mål!”

Det var dog lidt for tidligt. Den finske målmand griber nemlig bolden.

En anden gæst læner sig hen mod den første og siger, drillende, ”Lad være med at ’jinxe’ den!”

Sådan går spillet stille og roligt frem og tilbage. Alle er efter et langt år med COVID-19 glade for at sidde her og være sammen om noget. Ikke ’blot’ som gæster i Paradiset, men som en samlet nation.

”Jeg trode jo bare, at der var frispark…”

Danmark forsøger igen og igen, men finnerne forsvarer sig lige nøjagtigt godt nok til, at stillingen stadig står 0-0, da Joakim Mæhle gør klar til et indkast.

Herfra vil jeg stoppe beskrivelsen af selve kampen, da der efterhånden er blevet trådt godt og grundigt rundt i, hvad der herefter skete. I stedet vil jeg beskrive, hvad de ulykkelige hændelser gjorde ved stemningen blandt Paradisets gæster.

Gæsten, der så selvsikkert havde proklameret, at det naturligvis ville ende 1-1, havde lige nøjagtigt nået at sige ”ej, der var da ingenting dér!”

Men der var noget dér…

Et chok gik gennem forsamlingen, ligesom det gjorde alle steder i Danmark – ja, i hele verden, faktisk.

En af de fremmødte rejste sig og gik om bag de før så glade fodboldseere for at få et kram og en snak med en anden gæst, der også var tydeligt berørt af situationen.

”Tror du han overlever..?”

”Selvfølgelig overlever han… Gør han ikke? Han er jo ung.”

Manden, der før så kæphøjt havde fnyset ad situationen og sagt, at der da ikke var sket noget, sad nu og kiggede rundt på alle og gentog igen og igen ”jamen, jeg vidste det jo ikke. Jeg troede jo bare, at der var frispark. Jeg vidste jo ikke, at det var alvorligt. Nu har jeg jo helt dårlig samvittighed…”. Og det stod da også hurtigt klart, at det var alvor.

Mens nogle sidder og snakker stille sammen og forsøger at få styr på de mange følelser, forsøger andre sig med lidt sort humor. Det er dog tydeligt, at der er en usikkerhed bag de små grin. Flakkende øjne. For hvordan reagerer man lige, når sådan noget sker?

Da Eriksen bliver båret ud af banen, rejser en af gæsterne sig og siger ”Hallo, skal vi ikke lige give ham en klapsalve?”

Alle klapper.

Fra Fantastisk Fodboldfest…

Mary Fonden beskriver idéen bag ”Fantastiske Fodboldfester” således:

”Efter halvandet år med social isolation er det blevet mere tydeligt end nogensinde, hvor meget vi har brug for hinanden for at trives. Desværre er der rigtig mange danskere, der føler sig ensomme og uden for fællesskaberne. Vi håber, at de fællesskaber, der vil opstå under Fantastiske Fodboldfester, kan vare ved – også når den sidste kamp er fløjtet af”

Det er måske præcis derfor, at det er godt at have et sted som Paradiset. Mange af gæsterne ville ikke have et særligt stort netværk, hvis ikke de kom her. Deres sociale isolation har måske været forværret af pandemien, men for mange er den bestemt ikke først opstået i foråret 2020.

Så meget desto mere havde alle nok glædet sig til sådan en aften, hvor værestedets gæster kunne få lov til at komme hinanden ved og samles om noget, som hele Danmark ville samle sig om. Endelig at få lov til at være en del af noget normalt efter en lang pandemi. Og lige så naturligt det var at glædes over ’Danmark Drenge,’ lige så naturligt blev det at sørge i flok.

… Til fælles medfølelse

To af gæsterne går og hiver flagene ned og ’popper’ ballonerne. Det virker nærmest symbolsk.

På trods af det store arbejde fra både gæster og frivillige, er aftenens afslutning – altså selve kampen – endt som en trist affære. Den kollektive bekymring – være det sig i Paradiset som i hele Danmark – har afløst den fantastiske fodboldfest. For det skulle have været så godt, og selvom det vitterligt startede med et brag af en fest i Paradiset, så var det alligevel for svært bare at feste videre efter de ulykkelige omstændigheder på og uden for banen.

Heldigvis er folk trods alt samlet her i Paradiset, hvor de har hinanden at tale med om det, der er sket.

Som vi synger i hele Danmark, når der er store sportsbegivenheder: Vi står sammen – side om side!

Mon ikke folk både kommer til at huske dagen for begge modpoler – den store fest og den triste hændelse. Meldingen fra Paradiset efter, vi nu er nået til mandag, lyder i hvert fald, at det ene ikke skal overskygge det andet – hverken festen eller ’sorgen’.

For det var en fest. Gæsterne fik lov til at slå sig lidt løs og have det sjovt. De fik på ny lov til at gøre noget helt og aldeles normalt; at samles om en landskamp.

Og på trods af de ulykkelige omstændigheder omkring netop denne kamp, ser vi alle frem til at gentage succesen, når Danmark spiller mod Belgien på torsdag.

– Selvfølgelig med Christian Eriksen i tankerne.

Af: Martin Lundager Pedersen

Det skulle have været så godt…

Og lad os lige med det samme understrege: det blev det også!

Paradiset havde søgt om at blive en del af konceptet ”Fantastiske Fodboldfester,” som har Mary Fonden, DR, DBU og Østifterne bag sig som samarbejdspartnere.

Ansøgningen blev godkendt, og Paradiset havde fået stablet en gedigen fest på benene:

Der var ankommet en kasse med flag, scorekort, fløjter, fodbold og bander, balloner og rød løber.

Der var blevet bagt rosinboller med rød og hvid glasur, og bolcherne på bordet var naturligvis i samme kulør

Der var festlig fodboldpåklædning, en blanding af selvindkøbt og doneret af DBU, i form af halstørklæder og hatte, som gæsterne havde iklædt sig.

Der blev spillet straffesparkskonkurrence, hvor en af de fremmødte stod på mål, mens de andre på skift forsøgte at score.

Der var kamp om at gætte aftenens resultat.

Der blev serveret ’Lyngbypølser’ inden kampstart, som Lyngby Boldklub så generøst havde doneret til festen.

Det var med andre ord en kæmpe fest for de omkring 40 gæster i Paradiset mellem klokken 15 og 18, hvor dagens vigtigste indslag gik i gang:

Danmark – Finland, spillet på hjemmebane i Parken.

Kække kommentarer og høje forventninger

Alle gæsterne er samlet foran fjernsynet, danske og finske flag pryder skurvognenes vægge, og der bliver på baggrund af dagens tidligere forudsigelser højlydt udvekslet holdninger til kampens endelige resultat.

”Det bliver sgu da 1-1!” – en udmeldelse vi fik at høre adskillige gange kampen igennem.

”Neeej, det bliver sgu da 2-1 til Danmark!” lød et af svarene.

Kampen fløjtes i gang, og Danmark er fra start godt med. Boldbesiddelsen er solidt placeret hos den danske EM-trup. Finnerne kan kun prøve at holde danskerne ude af rækkevidde for målet. I en af disse aktioner ender det med et dansk hjørnespark.

Bolden bliver sparket ind over feltet, og en af Paradisets gæster råber ”Så’ der mål!”

Det var dog lidt for tidligt. Den finske målmand griber nemlig bolden.

En anden gæst læner sig hen mod den første og siger, drillende, ”Lad være med at ’jinxe’ den!”

Sådan går spillet stille og roligt frem og tilbage. Alle er efter et langt år med COVID-19 glade for at sidde her og være sammen om noget. Ikke ’blot’ som gæster i Paradiset, men som en samlet nation.

”Jeg trode jo bare, at der var frispark…”

Danmark forsøger igen og igen, men finnerne forsvarer sig lige nøjagtigt godt nok til, at stillingen stadig står 0-0, da Joakim Mæhle gør klar til et indkast.

Herfra vil jeg stoppe beskrivelsen af selve kampen, da der efterhånden er blevet trådt godt og grundigt rundt i, hvad der herefter skete. I stedet vil jeg beskrive, hvad de ulykkelige hændelser gjorde ved stemningen blandt Paradisets gæster.

Gæsten, der så selvsikkert havde proklameret, at det naturligvis ville ende 1-1, havde lige nøjagtigt nået at sige ”ej, der var da ingenting dér!”

Men der var noget dér…

Et chok gik gennem forsamlingen, ligesom det gjorde alle steder i Danmark – ja, i hele verden, faktisk.

En af de fremmødte rejste sig og gik om bag de før så glade fodboldseere for at få et kram og en snak med en anden gæst, der også var tydeligt berørt af situationen.

”Tror du han overlever..?”

”Selvfølgelig overlever han… Gør han ikke? Han er jo ung.”

Manden, der før så kæphøjt havde fnyset ad situationen og sagt, at der da ikke var sket noget, sad nu og kiggede rundt på alle og gentog igen og igen ”jamen, jeg vidste det jo ikke. Jeg troede jo bare, at der var frispark. Jeg vidste jo ikke, at det var alvorligt. Nu har jeg jo helt dårlig samvittighed…”. Og det stod da også hurtigt klart, at det var alvor.

Mens nogle sidder og snakker stille sammen og forsøger at få styr på de mange følelser, forsøger andre sig med lidt sort humor. Det er dog tydeligt, at der er en usikkerhed bag de små grin. Flakkende øjne. For hvordan reagerer man lige, når sådan noget sker?

Da Eriksen bliver båret ud af banen, rejser en af gæsterne sig og siger ”Hallo, skal vi ikke lige give ham en klapsalve?”

Alle klapper.

Fra Fantastisk Fodboldfest…

Mary Fonden beskriver idéen bag ”Fantastiske Fodboldfester” således:

”Efter halvandet år med social isolation er det blevet mere tydeligt end nogensinde, hvor meget vi har brug for hinanden for at trives. Desværre er der rigtig mange danskere, der føler sig ensomme og uden for fællesskaberne. Vi håber, at de fællesskaber, der vil opstå under Fantastiske Fodboldfester, kan vare ved – også når den sidste kamp er fløjtet af”

 

Det er måske præcis derfor, at det er godt at have et sted som Paradiset. Mange af gæsterne ville ikke have et særligt stort netværk, hvis ikke de kom her. Deres sociale isolation har måske været forværret af pandemien, men for mange er den bestemt ikke først opstået i foråret 2020.

Så meget desto mere havde alle nok glædet sig til sådan en aften, hvor værestedets gæster kunne få lov til at komme hinanden ved og samles om noget, som hele Danmark ville samle sig om. Endelig at få lov til at være en del af noget normalt efter en lang pandemi. Og lige så naturligt det var at glædes over ’Danmark Drenge,’ lige så naturligt blev det at sørge i flok.

… Til fælles medfølelse

To af gæsterne går og hiver flagene ned og ’popper’ ballonerne. Det virker nærmest symbolsk.

På trods af det store arbejde fra både gæster og frivillige, er aftenens afslutning – altså selve kampen – endt som en trist affære. Den kollektive bekymring – være det sig i Paradiset som i hele Danmark – har afløst den fantastiske fodboldfest. For det skulle have været så godt, og selvom det vitterligt startede med et brag af en fest i Paradiset, så var det alligevel for svært bare at feste videre efter de ulykkelige omstændigheder på og uden for banen.

Heldigvis er folk trods alt samlet her i Paradiset, hvor de har hinanden at tale med om det, der er sket.

Som vi synger i hele Danmark, når der er store sportsbegivenheder: Vi står sammen – side om side!

Mon ikke folk både kommer til at huske dagen for begge modpoler – den store fest og den triste hændelse. Meldingen fra Paradiset efter, vi nu er nået til mandag, lyder i hvert fald, at det ene ikke skal overskygge det andet – hverken festen eller ’sorgen’.

For det var en fest. Gæsterne fik lov til at slå sig lidt løs og have det sjovt. De fik på ny lov til at gøre noget helt og aldeles normalt; at samles om en landskamp.

Og på trods af de ulykkelige omstændigheder omkring netop denne kamp, ser vi alle frem til at gentage succesen, når Danmark spiller mod Belgien på torsdag.

– Selvfølgelig med Christian Eriksen i tankerne.


Tilmeld vores nyhedsbrev

Få besked om vores kommende events, ledige frivillige jobs og anden relevant information.