Hvem end de er


Kasper Bruun Andersen blev i juni måned valgt ind som Kirkens Korshær Storkøbenhavn & Bornholms repræsentant i hovedbestyrelsen efter indførslen af den nye, demokratiske struktur. Sekretariatet satte ham derfor i stævne til en snak om hans nye rolle og hans tanker om, i hvilken retning Korshæren bør bevæge sig – både i København, på Bornholm og i den bredere organisation. 

Af: Martin Lundager Pedersen

Kasper Bruun Andersen er ikke et nyt ansigt i Kirkens Korshær. For mere end ti år siden kom han gående ned ad Istedgade, og selv om det ikke var første gang, han havde gået dér, ville det vise sig at blive en vigtig dag for både ham selv og Korshæren.

Han kom nemlig forbi Mariakirken, hvor han så den forarmelse, der herskede – og til stadighed hersker – blandt menneskene, der bruger pladsen foran kirken.

”Jeg kom sådan set bare vandrende ned ad gaden. Og så så jeg al den her armod blandt de østeuropæiske migranter og stofbrugerne. Der var jo en armod, som man tror er løgn. Folk lå jo og fixede i hjørnerne. Det var jo ragnarok!” fortæller han.

”Dér tænkte jeg, ”her skal jeg være! Jeg kan gøre noget for de her mennesker. Ikke at jeg kan ’redde’ dem, men jeg kan være til stede, se dem og være noget for dem.” Og så gik jeg bare ind i kirken og sagde hej og fik en lang snak med en ældre herre, Niels, der var ansat i Mariatjenesten dengang.”

”Hvem end de er”

Tidspunktet for hans ankomst i kirken var også vigtigt for Kaspers fremtidige forståelse af miljøet omkring Istedgade. For sammensætningen af de udsatte mennesker på Vesterbro var begyndt at ændre sig.

”Det var jo lige dengang, at Mariatjenestens brugere for alvor gik fra at bestå af danske stofbrugere til først og fremmest at være migranter. Det fyldte rigtigt meget, og mange af stofbrugerne forsvandt. Men tilgangen har jo hele tiden været, at døren står åben for dem, der søger. Hvem end de er.”

Netop dette menneskesyn – at alle, som har brug for hjælp, også bør få den – skulle vise sig at være ganske signifikant for de holdninger, han har taget med sig ind i Korshærens hovedbestyrelse. Og ifølge Kasper skal Korshæren fortsat turde at råbe højt, når lejligheden kræver det.

Venner i fredstid…

Til spørgsmålet om, hvorvidt Korshæren skal fylde mere i den offentlige debat og ’mene noget,’ er Kasper klar i spyttet:

”Altså, jeg tænker jo på den ene side, at Kirkens Korshær ’mener noget’ i forvejen! Men på den anden side kan man altid blive stærkere lige på den front også. Jeg synes, det er vigtigt at sige sin mening og lave fortalervirksomhed. Det er jo fint at have venner, men det skal ikke stå i vejen for at gøre det rigtige, også når det gør ondt. Det er altid rart at være venner i fredstid, men når fredstid ophører, må vi tage den derfra.”

Kirkens Korshær har gennem årene haft et indblik i, at uregistrerede migranter – især romaer – ofte bliver udsat for diskrimination i stort set alle samfundslag. Da sekretariatets udsendte spørger ind til behandlingen af denne ofte marginaliserede gruppe, svarer Kasper indigneret:

”Når der sker den slags uretfærdigheder, du snakker om dér, så er det jo vigtigt at råbe op og sige ”det er ikke okay!”. Så kan det godt være, at man mister et par venner på den front, men spørgsmålet er jo så, om det er de rigtige venner ift. hvilke mennesker, det er, der bliver ramt; i dette tilfælde de svageste mennesker. For to år siden var der rigtigt meget fokus primært på romaerne, og at de sov udendørs. De fik bøder for nærmest ingenting!”

siger Kasper og fortsætter:

”Dér synes jeg også, det var vigtigt at råbe op. Personligt synes jeg måske, at der blev råbt for lidt op fra Kirkens Korshærs side. Jeg synes, at det, der foregik, var voldsomt. Der synes jeg, at hvis man havde mistet et par venner på den front på daværende tidspunkt, så ville det have været fint med mig. Så jeg synes, det er vigtigt at råbe op, når der er noget at råbe op om. Og at man også tør at stå ved det. Men det er jo hele tiden en balancegang ift. det politiske niveau på Christiansborg.”

Kasper Bruun Andersen, nyt hovedbestyrelsesmedlem i Kirkens Korshær. Han repræsenterer region Storkøbenhavn & Bornholm

”Ikke ligefrem lutter lagkage”

Kasper mener, at vi som organisation skal gøre migranterne til en styrke i fortællingen om Kirkens Korshær.

”Vi skal tale dem op. Det gør vi også, men vi skal også turde at blive ved med at gøre det og sige, at de er velkomne, selvom nogle måske siger noget andet. Tager man Istedgade Nr. 100, Mariatjenesten og Kompasset kan man i perioder mærke, at brugerne er bandlyst af det omkringliggende samfund. Men Kirkens Korshær bliver ved med at være der, uagtet hvad alle andre siger.”

Når det handler om migranter, virker det da også til at være personligt for Kasper.

”Altså, migrantarbejdet er rigtigt vigtigt for mig. Nu er jeg jo kommet bag kulissen igennem snart ti år, og jeg kender efterhånden rigtigt mange af dem, der bruger vores tilbud; jeg kender deres familiemæssige baggrund og ser billeder fra deres landsbyer og huse derhjemme, som de gladelig kommer og viser mig. Og jeg kan jo se, at alt ikke ligefrem er lutter lagkage dernede,” fortæller Kasper og fortsætter:

”Derfor synes jeg jo, at vi som land – hvis vi kan trække det så langt ud – skal sige, at migranterne er velkomne i Danmark. Selvom vi er et lille land, betyder det ikke, at vi skal lukke os om os selv.”

”Nu kommer Niels Peter igen!”

Men det er bestemt ikke kun den sektor af Korshærens arbejde, som han selv har

været frivillig inden for, der skal have et nyt fokus.

”Børne- og familiearbejdet ligger mig også meget på sinde. Min egen baggrund arbejdsmæssigt er jo at arbejde med børn, der er døgnanbragt uden for hjemmet. Så jeg ved jo, hvor vigtigt det er, at man stiller noget til rådighed for børn og forældre både fra Korshæren og alle mulige andre organisationers side, som siger ”I er velkomne!”.”

I Kaspers optik misser Korshæren muligvis en målgruppe, der ikke er særligt synlig ude på herbergerne og i varmestuerne; de unge på kanten af hjemløshed.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man fra Kirkens Korshærs side fik mere fokus på de helt unge, som færdes på gadeplan og som måske ikke kommer ind på varmestuerne og herbergerne. Med dét fokus synes jeg, at man skal begynde at kigge ud over ’dagligdagens vante kanter’ og sige ”jamen, vi har Istedgade Nr. 100 og Mariatjenesten og Kompasset og tilbuddene på Christianshavn og det store herberg i Hillerødgade, og det er fint, men kan vi gøre noget mere?”

Altså simpelthen noget målrettet unge uden for det familiestøttende?

”Ja. Det har vi ikke! Det er igen – i mine øjne – mange af de samme mennesker, der er kommet på tilbuddene i mange år og som stadig gør det. Men man kommer ikke rigtigt ud over kanten og får fat i de nye, fordi man måske lidt har lukket sig lidt om sig selv. Man kan sige, at ”nårh, nu kommer Niels Peter igen. Det gør han hver dag klokken 12!” Og det er jo fint! Men hvis du kigger ud, så står der jo andre mennesker, som ikke nødvendigvis kommer ind på tilbuddene”

Men hvor skal pengene komme fra..?

Det er selvsagt altid lettere at komme med idéer end egentlige løsninger. For nye tilbud koster penge, og pengene er knappe. Men af selvsamme grund vil det også være en nødvendighed at se på, om vi kan løse opgaverne på en anden måde.

”Man kan altid se på, hvad man har, og man kan altid omstrukturere, hvilket jeg også synes er vigtigt at tale om. Altså, fungerer vores sociale tilbud på Vesterbro, Nørrebro eller Christianshavn, som vi gerne vil have det? Får vi det bedst mulige udbytte ud af det? Eller kører vi bare videre, som vi altid har gjort? Altså lidt som at sige ”tilbuddene synes, det er fint” og så siger vi bare ”nå, men det var da rart at høre,” og så snakker vi ikke mere om det, indtil vi spørger igen næste år. Jeg synes, vi skal komme ned bag vores sociale tilbud og turde komme med nye visioner. Vi skal altid søge at være der for vores brugere – også de fremtidige, som vi ikke møder på nuværende tidspunkt.”

Og det er da også vigtigt, at Kirkens Korshær ser indad netop nu. Helle Christiansen, der i mange år har udviklet Korshæren gennem sin rolle som korshærschef, har nemlig valgt at trække sig og give plads til, at en ny leder kan komme til og – måske – føre Korshæren ind i et nyt årti med nye udfordringer. Som Kasper afsluttende siger:

”Vi skal kunne turde at tage fat i tingene. Det tænker jeg sådan set også, at vi godt tør. Men vi står på en skillevej lige nu med en ny hovedbestyrelse og ny topleder. Ny måde at tænke på. Så i min optik er det nu, det sner! Om to år er det lige meget, for så er det nye glemt. Så det er nu, vi skal tage tyren ved hornene, om man vil.”

Kasper Bruun Andersen blev i juni måned valgt ind som Kirkens Korshær Storkøbenhavn & Bornholms repræsentant i hovedbestyrelsen efter indførslen af den nye, demokratiske struktur. Sekretariatet satte ham derfor i stævne til en snak om hans nye rolle og hans tanker om, i hvilken retning Korshæren bør bevæge sig – både i København, på Bornholm og i den bredere organisation. 

Af: Martin Lundager Pedersen

Kasper Bruun Andersen er ikke et nyt ansigt i Kirkens Korshær. For mere end ti år siden kom han gående ned ad Istedgade, og selv om det ikke var første gang, han havde gået dér, ville det vise sig at blive en vigtig dag for både ham selv og Korshæren.

Han kom nemlig forbi Mariakirken, hvor han så den forarmelse, der herskede – og til stadighed hersker – blandt menneskene, der bruger pladsen foran kirken.

”Jeg kom sådan set bare vandrende ned ad gaden. Og så så jeg al den her armod blandt de østeuropæiske migranter og stofbrugerne. Der var jo en armod, som man tror er løgn. Folk lå jo og fixede i hjørnerne. Det var jo ragnarok!” fortæller han.

”Dér tænkte jeg, ”her skal jeg være! Jeg kan gøre noget for de her mennesker. Ikke at jeg kan ’redde’ dem, men jeg kan være til stede, se dem og være noget for dem.” Og så gik jeg bare ind i kirken og sagde hej og fik en lang snak med en ældre herre, Niels, der var ansat i Mariatjenesten dengang.”

”Hvem end de er”

Tidspunktet for hans ankomst i kirken var også vigtigt for Kaspers fremtidige forståelse af miljøet omkring Istedgade. For sammensætningen af de udsatte mennesker på Vesterbro var begyndt at ændre sig.

”Det var jo lige dengang, at Mariatjenestens brugere for alvor gik fra at bestå af danske stofbrugere til først og fremmest at være migranter. Det fyldte rigtigt meget, og mange af stofbrugerne forsvandt. Men tilgangen har jo hele tiden været, at døren står åben for dem, der søger. Hvem end de er.”

Netop dette menneskesyn – at alle, som har brug for hjælp, også bør få den – skulle vise sig at være ganske signifikant for de holdninger, han har taget med sig ind i Korshærens hovedbestyrelse. Og ifølge Kasper skal Korshæren fortsat turde at råbe højt, når lejligheden kræver det.

Venner i fredstid…

Til spørgsmålet om, hvorvidt Korshæren skal fylde mere i den offentlige debat og ’mene noget,’ er Kasper klar i spyttet:

”Altså, jeg tænker jo på den ene side, at Kirkens Korshær ’mener noget’ i forvejen! Men på den anden side kan man altid blive stærkere lige på den front også. Jeg synes, det er vigtigt at sige sin mening og lave fortalervirksomhed. Det er jo fint at have venner, men det skal ikke stå i vejen for at gøre det rigtige, også når det gør ondt. Det er altid rart at være venner i fredstid, men når fredstid ophører, må vi tage den derfra.”

Kirkens Korshær har gennem årene haft et indblik i, at uregistrerede migranter – især romaer – ofte bliver udsat for diskrimination i stort set alle samfundslag. Da sekretariatets udsendte spørger ind til behandlingen af denne ofte marginaliserede gruppe, svarer Kasper indigneret:

”Når der sker den slags uretfærdigheder, du snakker om dér, så er det jo vigtigt at råbe op og sige ”det er ikke okay!”. Så kan det godt være, at man mister et par venner på den front, men spørgsmålet er jo så, om det er de rigtige venner ift. hvilke mennesker, det er, der bliver ramt; i dette tilfælde de svageste mennesker. For to år siden var der rigtigt meget fokus primært på romaerne, og at de sov udendørs. De fik bøder for nærmest ingenting!” siger Kasper og fortsætter:

”Dér synes jeg også, det var vigtigt at råbe op. Personligt synes jeg måske, at der blev råbt for lidt op fra Kirkens Korshærs side. Jeg synes, at det, der foregik, var voldsomt. Der synes jeg, at hvis man havde mistet et par venner på den front på daværende tidspunkt, så ville det have været fint med mig. Så jeg synes, det er vigtigt at råbe op, når der er noget at råbe op om. Og at man også tør at stå ved det. Men det er jo hele tiden en balancegang ift. det politiske niveau på Christiansborg.”

”Ikke ligefrem lutter lagkage”

Kasper mener, at vi som organisation skal gøre migranterne til en styrke i fortællingen om Kirkens Korshær.

”Vi skal tale dem op. Det gør vi også, men vi skal også turde at blive ved med at gøre det og sige, at de er velkomne, selvom nogle måske siger noget andet. Tager man Istedgade Nr. 100, Mariatjenesten og Kompasset kan man i perioder mærke, at brugerne er bandlyst af det omkringliggende samfund. Men Kirkens Korshær bliver ved med at være der, uagtet hvad alle andre siger.”

Når det handler om migranter, virker det da også til at være personligt for Kasper.

”Altså, migrantarbejdet er

Kasper Bruun Andersen, nyt hovedbestyrelsesmedlem i Kirkens Korshær. Han repræsenterer region Storkøbenhavn & Bornholm

rigtigt vigtigt for mig. Nu er jeg jo kommet bag kulissen igennem snart ti år, og jeg kender efterhånden rigtigt mange af dem, der bruger vores tilbud; jeg kender deres familiemæssige baggrund og ser billeder fra deres landsbyer og huse derhjemme, som de gladelig kommer og viser mig. Og jeg kan jo se, at alt ikke ligefrem er lutter lagkage dernede,” fortæller Kasper og fortsætter:

”Derfor synes jeg jo, at vi som land – hvis vi kan trække det så langt ud – skal sige, at migranterne er velkomne i Danmark. Selvom vi er et lille land, betyder det ikke, at vi skal lukke os om os selv.”

”Nu kommer Niels Peter igen!”

Men det er bestemt ikke kun den sektor af Korshærens arbejde, som han selv har været frivillig inden for, der skal have et nyt fokus.

”Børne- og familiearbejdet ligger mig også meget på sinde. Min egen baggrund arbejdsmæssigt er jo at arbejde med børn, der er døgnanbragt uden for hjemmet. Så jeg ved jo, hvor vigtigt det er, at man stiller noget til rådighed for børn og forældre både fra Korshæren og alle mulige andre organisationers side, som siger ”I er velkomne!”.”

I Kaspers optik misser Korshæren muligvis en målgruppe, der ikke er særligt synlig ude på herbergerne og i varmestuerne; de unge på kanten af hjemløshed.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man fra Kirkens Korshærs side fik mere fokus på de helt unge, som færdes på gadeplan og som måske ikke kommer ind på varmestuerne og herbergerne. Med dét fokus synes jeg, at man skal begynde at kigge ud over ’dagligdagens vante kanter’ og sige ”jamen, vi har Istedgade Nr. 100 og Mariatjenesten og Kompasset og tilbuddene på Christianshavn og det store herberg i Hillerødgade, og det er fint, men kan vi gøre noget mere?”

Altså simpelthen noget målrettet unge uden for det familiestøttende?

”Ja. Det har vi ikke! Det er igen – i mine øjne – mange af de samme mennesker, der er kommet på tilbuddene i mange år og som stadig gør det. Men man kommer ikke rigtigt ud over kanten og får fat i de nye, fordi man måske lidt har lukket sig lidt om sig selv. Man kan sige, at ”nårh, nu kommer Niels Peter igen. Det gør han hver dag klokken 12!” Og det er jo fint! Men hvis du kigger ud, så står der jo andre mennesker, som ikke nødvendigvis kommer ind på tilbuddene”

Men hvor skal pengene komme fra..?

Det er selvsagt altid lettere at komme med idéer end egentlige løsninger. For nye tilbud koster penge, og pengene er knappe. Men af selvsamme grund vil det også være en nødvendighed at se på, om vi kan løse opgaverne på en anden måde.

”Man kan altid se på, hvad man har, og man kan altid omstrukturere, hvilket jeg også synes er vigtigt at tale om. Altså, fungerer vores sociale tilbud på Vesterbro, Nørrebro eller Christianshavn, som vi gerne vil have det? Får vi det bedst mulige udbytte ud af det? Eller kører vi bare videre, som vi altid har gjort? Altså lidt som at sige ”tilbuddene synes, det er fint” og så siger vi bare ”nå, men det var da rart at høre,” og så snakker vi ikke mere om det, indtil vi spørger igen næste år. Jeg synes, vi skal komme ned bag vores sociale tilbud og turde komme med nye visioner. Vi skal altid søge at være der for vores brugere – også de fremtidige, som vi ikke møder på nuværende tidspunkt.”

Og det er da også vigtigt, at Kirkens Korshær ser indad netop nu. Helle Christiansen, der i mange år har udviklet Korshæren gennem sin rolle som korshærschef, har nemlig valgt at trække sig og give plads til, at en ny leder kan komme til og – måske – føre Korshæren ind i et nyt årti med nye udfordringer. Som Kasper afsluttende siger:

”Vi skal kunne turde at tage fat i tingene. Det tænker jeg sådan set også, at vi godt tør. Men vi står på en skillevej lige nu med en ny hovedbestyrelse og ny topleder. Ny måde at tænke på. Så i min optik er det nu, det sner! Om to år er det lige meget, for så er det nye glemt. Så det er nu, vi skal tage tyren ved hornene, om man vil.”

Kasper Bruun Andersen blev i juni måned valgt ind som Kirkens Korshær Storkøbenhavn & Bornholms repræsentant i hovedbestyrelsen efter indførslen af den nye, demokratiske struktur. Sekretariatet satte ham derfor i stævne til en snak om hans nye rolle og hans tanker om, i hvilken retning Korshæren bør bevæge sig – både i København, på Bornholm og i den bredere organisation. 

Af: Martin Lundager Pedersen

Kasper Bruun Andersen er ikke et nyt ansigt i Kirkens Korshær. For mere end ti år siden kom han gående ned ad Istedgade, og selv om det ikke var første gang, han havde gået dér, ville det vise sig at blive en vigtig dag for både ham selv og Korshæren.

Han kom nemlig forbi Mariakirken, hvor han så den forarmelse, der herskede – og til stadighed hersker – blandt menneskene, der bruger pladsen foran kirken.

”Jeg kom sådan set bare vandrende ned ad gaden. Og så så jeg al den her armod blandt de østeuropæiske migranter og stofbrugerne. Der var jo en armod, som man tror er løgn. Folk lå jo og fixede i hjørnerne. Det var jo ragnarok!” fortæller han.

”Dér tænkte jeg, ”her skal jeg være! Jeg kan gøre noget for de her mennesker. Ikke at jeg kan ’redde’ dem, men jeg kan være til stede, se dem og være noget for dem.” Og så gik jeg bare ind i kirken og sagde hej og fik en lang snak med en ældre herre, Niels, der var ansat i Mariatjenesten dengang.”

”Hvem end de er”

Tidspunktet for hans ankomst i kirken var også vigtigt for Kaspers fremtidige forståelse af miljøet omkring Istedgade. For sammensætningen af de udsatte mennesker på Vesterbro var begyndt at ændre sig.

”Det var jo lige dengang, at Mariatjenestens brugere for alvor gik fra at bestå af danske stofbrugere til først og fremmest at være migranter. Det fyldte rigtigt meget, og mange af stofbrugerne forsvandt. Men tilgangen har jo hele tiden været, at døren står åben for dem, der søger. Hvem end de er.”

Netop dette menneskesyn – at alle, som har brug for hjælp, også bør få den – skulle vise sig at være ganske signifikant for de holdninger, han har taget med sig ind i Korshærens hovedbestyrelse. Og ifølge Kasper skal Korshæren fortsat turde at råbe højt, når lejligheden kræver det.

Venner i fredstid…

Til spørgsmålet om, hvorvidt Korshæren skal fylde mere i den offentlige debat og ’mene noget,’ er Kasper klar i spyttet:

”Altså, jeg tænker jo på den ene side, at Kirkens Korshær ’mener noget’ i forvejen! Men på den anden side kan man altid blive stærkere lige på den front også. Jeg synes, det er vigtigt at sige sin mening og lave fortalervirksomhed. Det er jo fint at have venner, men det skal ikke stå i vejen for at gøre det rigtige, også når det gør ondt. Det er altid rart at være venner i fredstid, men når fredstid ophører, må vi tage den derfra.”

Kirkens Korshær har gennem årene haft et indblik i, at uregistrerede migranter – især romaer – ofte bliver udsat for diskrimination i stort set alle samfundslag. Da sekretariatets udsendte spørger ind til behandlingen af denne ofte marginaliserede gruppe, svarer Kasper indigneret:

”Når der sker den slags uretfærdigheder, du snakker om dér, så er det jo vigtigt at råbe op og sige ”det er ikke okay!”. Så kan det godt være, at man mister et par venner på den front, men spørgsmålet er jo så, om det er de rigtige venner ift. hvilke mennesker, det er, der bliver ramt; i dette tilfælde de svageste mennesker. For to år siden var der rigtigt meget fokus primært på romaerne, og at de sov udendørs. De fik bøder for nærmest ingenting!” siger Kasper og fortsætter:

”Dér synes jeg også, det var vigtigt at råbe op. Personligt synes jeg måske, at der blev råbt for lidt op fra Kirkens Korshærs side. Jeg synes, at det, der foregik, var voldsomt. Der synes jeg, at hvis man havde mistet et par venner på den front på daværende tidspunkt, så ville det have været fint med mig. Så jeg synes, det er vigtigt at råbe op, når der er noget at råbe op om. Og at man også tør at stå ved det. Men det er jo hele tiden en balancegang ift. det politiske niveau på Christiansborg.”

”Ikke ligefrem lutter lagkage”

Kasper mener, at vi som organisation skal gøre migranterne til en styrke i fortællingen om Kirkens Korshær.

”Vi skal tale dem op. Det gør vi også, men vi skal også turde at blive ved med at gøre det og sige, at de er velkomne, selvom nogle måske siger noget andet. Tager man Istedgade Nr. 100, Mariatjenesten og Kompasset kan man i perioder mærke, at brugerne er bandlyst af det omkringliggende samfund. Men Kirkens Korshær bliver ved med at være der, uagtet hvad alle andre siger.”

Når det handler om migranter, virker det da også til at være personligt for Kasper.

”Altså, migrantarbejdet er rigtigt vigtigt for mig. Nu er jeg jo kommet bag kulissen igennem snart ti år, og jeg kender efterhånden rigtigt mange af dem, der bruger vores tilbud; jeg kender deres familiemæssige baggrund og ser billeder fra deres

Kasper Bruun Andersen, nyt hovedbestyrelsesmedlem i Kirkens Korshær. Han repræsenterer region Storkøbenhavn & Bornholm

landsbyer og huse derhjemme, som de gladelig kommer og viser mig. Og jeg kan jo se, at alt ikke ligefrem er lutter lagkage dernede,” fortæller Kasper og fortsætter:

”Derfor synes jeg jo, at vi som land – hvis vi kan trække det så langt ud – skal sige, at migranterne er velkomne i Danmark. Selvom vi er et lille land, betyder det ikke, at vi skal lukke os om os selv.”

”Nu kommer Niels Peter igen!”

Men det er bestemt ikke kun den sektor af Korshærens arbejde, som han selv har været frivillig inden for, der skal have et nyt fokus.

”Børne- og familiearbejdet ligger mig også meget på sinde. Min egen baggrund arbejdsmæssigt er jo at arbejde med børn, der er døgnanbragt uden for hjemmet. Så jeg ved jo, hvor vigtigt det er, at man stiller noget til rådighed for børn og forældre både fra Korshæren og alle mulige andre organisationers side, som siger ”I er velkomne!”.”

I Kaspers optik misser Korshæren muligvis en målgruppe, der ikke er særligt synlig ude på herbergerne og i varmestuerne; de unge på kanten af hjemløshed.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man fra Kirkens Korshærs side fik mere fokus på de helt unge, som færdes på gadeplan og som måske ikke kommer ind på varmestuerne og herbergerne. Med dét fokus synes jeg, at man skal begynde at kigge ud over ’dagligdagens vante kanter’ og sige ”jamen, vi har Istedgade Nr. 100 og Mariatjenesten og Kompasset og tilbuddene på Christianshavn og det store herberg i Hillerødgade, og det er fint, men kan vi gøre noget mere?”

Altså simpelthen noget målrettet unge uden for det familiestøttende?

”Ja. Det har vi ikke! Det er igen – i mine øjne – mange af de samme mennesker, der er kommet på tilbuddene i mange år og som stadig gør det. Men man kommer ikke rigtigt ud over kanten og får fat i de nye, fordi man måske lidt har lukket sig lidt om sig selv. Man kan sige, at ”nårh, nu kommer Niels Peter igen. Det gør han hver dag klokken 12!” Og det er jo fint! Men hvis du kigger ud, så står der jo andre mennesker, som ikke nødvendigvis kommer ind på tilbuddene”

Men hvor skal pengene komme fra..?

Det er selvsagt altid lettere at komme med idéer end egentlige løsninger. For nye tilbud koster penge, og pengene er knappe. Men af selvsamme grund vil det også være en nødvendighed at se på, om vi kan løse opgaverne på en anden måde.

”Man kan altid se på, hvad man har, og man kan altid omstrukturere, hvilket jeg også synes er vigtigt at tale om. Altså, fungerer vores sociale tilbud på Vesterbro, Nørrebro eller Christianshavn, som vi gerne vil have det? Får vi det bedst mulige udbytte ud af det? Eller kører vi bare videre, som vi altid har gjort? Altså lidt som at sige ”tilbuddene synes, det er fint” og så siger vi bare ”nå, men det var da rart at høre,” og så snakker vi ikke mere om det, indtil vi spørger igen næste år. Jeg synes, vi skal komme ned bag vores sociale tilbud og turde komme med nye visioner. Vi skal altid søge at være der for vores brugere – også de fremtidige, som vi ikke møder på nuværende tidspunkt.”

Og det er da også vigtigt, at Kirkens Korshær ser indad netop nu. Helle Christiansen, der i mange år har udviklet Korshæren gennem sin rolle som korshærschef, har nemlig valgt at trække sig og give plads til, at en ny leder kan komme til og – måske – føre Korshæren ind i et nyt årti med nye udfordringer. Som Kasper afsluttende siger:

”Vi skal kunne turde at tage fat i tingene. Det tænker jeg sådan set også, at vi godt tør. Men vi står på en skillevej lige nu med en ny hovedbestyrelse og ny topleder. Ny måde at tænke på. Så i min optik er det nu, det sner! Om to år er det lige meget, for så er det nye glemt. Så det er nu, vi skal tage tyren ved hornene, om man vil.”

Kasper Bruun Andersen blev i juni måned valgt ind som Kirkens Korshær Storkøbenhavn & Bornholms repræsentant i hovedbestyrelsen efter indførslen af den nye, demokratiske struktur. Sekretariatet satte ham derfor i stævne til en snak om hans nye rolle og hans tanker om, i hvilken retning Korshæren bør bevæge sig – både i København, på Bornholm og i den bredere organisation. 

Af: Martin Lundager Pedersen

Kasper Bruun Andersen er ikke et nyt ansigt i Kirkens Korshær. For mere end ti år siden kom han gående ned ad Istedgade, og selv om det ikke var første gang, han havde gået dér, ville det vise sig at blive en vigtig dag for både ham selv og Korshæren.

Han kom nemlig forbi Mariakirken, hvor han så den forarmelse, der herskede – og til stadighed hersker – blandt menneskene, der bruger pladsen foran kirken.

”Jeg kom sådan set bare vandrende ned ad gaden. Og så så jeg al den her armod blandt de østeuropæiske migranter og stofbrugerne. Der var jo en armod, som man tror er løgn. Folk lå jo og fixede i hjørnerne. Det var jo ragnarok!” fortæller han.

”Dér tænkte jeg, ”her skal jeg være! Jeg kan gøre noget for de her mennesker. Ikke at jeg kan ’redde’ dem, men jeg kan være til stede, se dem og være noget for dem.” Og så gik jeg bare ind i kirken og sagde hej og fik en lang snak med en ældre herre, Niels, der var ansat i Mariatjenesten dengang.”

”Hvem end de er”

Tidspunktet for hans ankomst i kirken var også vigtigt for Kaspers fremtidige forståelse af miljøet omkring Istedgade. For sammensætningen af de udsatte mennesker på Vesterbro var begyndt at ændre sig.

”Det var jo lige dengang, at Mariatjenestens brugere for alvor gik fra at bestå af danske stofbrugere til først og fremmest at være migranter. Det fyldte rigtigt meget, og mange af stofbrugerne forsvandt. Men tilgangen har jo hele tiden været, at døren står åben for dem, der søger. Hvem end de er.”

Netop dette menneskesyn – at alle, som har brug for hjælp, også bør få den – skulle vise sig at være ganske signifikant for de holdninger, han har taget med sig ind i Korshærens hovedbestyrelse. Og ifølge Kasper skal Korshæren fortsat turde at råbe højt, når lejligheden kræver det.

Venner i fredstid…

Til spørgsmålet om, hvorvidt Korshæren skal fylde mere i den offentlige debat og ’mene noget,’ er Kasper klar i spyttet:

”Altså, jeg tænker jo på den ene side, at Kirkens Korshær ’mener noget’ i forvejen! Men på den anden side kan man altid blive stærkere lige på den front også. Jeg synes, det er vigtigt at sige sin mening og lave fortalervirksomhed. Det er jo fint at have venner, men det skal ikke stå i vejen for at gøre det rigtige, også når det gør ondt. Det er altid rart at være venner i fredstid, men når fredstid ophører, må vi tage den derfra.”

Kirkens Korshær har gennem årene haft et indblik i, at uregistrerede migranter – især romaer – ofte bliver udsat for diskrimination i stort set alle samfundslag. Da sekretariatets udsendte spørger ind til behandlingen af denne ofte marginaliserede gruppe, svarer Kasper indigneret:

”Når der sker den slags uretfærdigheder, du snakker om dér, så er det jo vigtigt at råbe op og sige ”det er ikke okay!”. Så kan det godt være, at man mister et par venner på den front, men spørgsmålet er jo så, om det er de rigtige venner ift. hvilke mennesker, det er, der bliver ramt; i dette tilfælde de svageste mennesker. For to år siden var der rigtigt meget fokus primært på romaerne, og at de sov udendørs. De fik bøder for nærmest ingenting!” siger Kasper og fortsætter:

”Dér synes jeg også, det var vigtigt at råbe op. Personligt synes jeg måske, at der blev råbt for lidt op fra Kirkens Korshærs side. Jeg synes, at det, der foregik, var voldsomt. Der synes jeg, at hvis man havde mistet et par venner på den front på daværende tidspunkt, så ville det have været fint med mig. Så jeg synes, det er vigtigt at råbe op, når der er noget at råbe op om. Og at man også tør at stå ved det. Men det er jo hele tiden en balancegang ift. det politiske niveau på Christiansborg.”

”Ikke ligefrem lutter lagkage”

Kasper mener, at vi som organisation skal gøre migranterne til en styrke i fortællingen om Kirkens Korshær.

”Vi skal tale dem op. Det gør vi også, men vi skal også turde at blive ved med at gøre det og sige, at de er velkomne, selvom nogle måske siger noget andet. Tager man Istedgade Nr. 100, Mariatjenesten og Kompasset kan man i perioder mærke, at brugerne er bandlyst af det omkringliggende samfund. Men Kirkens Korshær bliver ved med at være der, uagtet hvad alle andre siger.”

Når det handler om migranter, virker det da også til at være personligt for Kasper.

”Altså, migrantarbejdet er rigtigt vigtigt for mig. Nu er jeg jo kommet bag kulissen igennem snart ti år, og jeg kender efterhånden rigtigt mange af dem, der bruger vores tilbud; jeg kender deres familiemæssige baggrund og ser billeder fra deres landsbyer og huse derhjemme, som de gladelig kommer og viser mig. Og jeg kan jo se, at alt ikke ligefrem er lutter lagkage dernede,” fortæller Kasper og fortsætter:

”Derfor synes jeg jo, at vi som land – hvis vi kan trække det så langt ud – skal sige, at migranterne er velkomne i Danmark. Selvom vi er et lille land, betyder det ikke, at vi skal lukke os om os selv.”

”Nu kommer Niels Peter igen!”

Men det er bestemt ikke kun den sektor af Korshærens arbejde, som han selv har været frivillig inden for, der skal have et nyt fokus.

”Børne- og familiearbejdet ligger mig også meget på sinde. Min egen baggrund arbejdsmæssigt er jo at arbejde med børn, der er døgnanbragt uden for hjemmet. Så jeg ved jo, hvor vigtigt det er, at man stiller noget til rådighed for børn og forældre både fra Korshæren og alle mulige andre organisationers side, som siger ”I er velkomne!”.”

Kasper Bruun Andersen, nyt hovedbestyrelsesmedlem i Kirkens Korshær. Han repræsenterer region Storkøbenhavn & Bornholm

I Kaspers optik misser Korshæren muligvis en målgruppe, der ikke er særligt synlig ude på herbergerne og i varmestuerne; de unge på kanten af hjemløshed.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man fra Kirkens Korshærs side fik mere fokus på de helt unge, som færdes på gadeplan og som måske ikke kommer ind på varmestuerne og herbergerne. Med dét fokus synes jeg, at man skal begynde at kigge ud over ’dagligdagens vante kanter’ og sige ”jamen, vi har Istedgade Nr. 100 og Mariatjenesten og Kompasset og tilbuddene på Christianshavn og det store herberg i Hillerødgade, og det er fint, men kan vi gøre noget mere?”

Altså simpelthen noget målrettet unge uden for det familiestøttende?

”Ja. Det har vi ikke! Det er igen – i mine øjne – mange af de samme mennesker, der er kommet på tilbuddene i mange år og som stadig gør det. Men man kommer ikke rigtigt ud over kanten og får fat i de nye, fordi man måske lidt har lukket sig lidt om sig selv. Man kan sige, at ”nårh, nu kommer Niels Peter igen. Det gør han hver dag klokken 12!” Og det er jo fint! Men hvis du kigger ud, så står der jo andre mennesker, som ikke nødvendigvis kommer ind på tilbuddene”

Men hvor skal pengene komme fra..?

Det er selvsagt altid lettere at komme med idéer end egentlige løsninger. For nye tilbud koster penge, og pengene er knappe. Men af selvsamme grund vil det også være en nødvendighed at se på, om vi kan løse opgaverne på en anden måde.

”Man kan altid se på, hvad man har, og man kan altid omstrukturere, hvilket jeg også synes er vigtigt at tale om. Altså, fungerer vores sociale tilbud på Vesterbro, Nørrebro eller Christianshavn, som vi gerne vil have det? Får vi det bedst mulige udbytte ud af det? Eller kører vi bare videre, som vi altid har gjort? Altså lidt som at sige ”tilbuddene synes, det er fint” og så siger vi bare ”nå, men det var da rart at høre,” og så snakker vi ikke mere om det, indtil vi spørger igen næste år. Jeg synes, vi skal komme ned bag vores sociale tilbud og turde komme med nye visioner. Vi skal altid søge at være der for vores brugere – også de fremtidige, som vi ikke møder på nuværende tidspunkt.”

Og det er da også vigtigt, at Kirkens Korshær ser indad netop nu. Helle Christiansen, der i mange år har udviklet Korshæren gennem sin rolle som korshærschef, har nemlig valgt at trække sig og give plads til, at en ny leder kan komme til og – måske – føre Korshæren ind i et nyt årti med nye udfordringer. Som Kasper afsluttende siger:

”Vi skal kunne turde at tage fat i tingene. Det tænker jeg sådan set også, at vi godt tør. Men vi står på en skillevej lige nu med en ny hovedbestyrelse og ny topleder. Ny måde at tænke på. Så i min optik er det nu, det sner! Om to år er det lige meget, for så er det nye glemt. Så det er nu, vi skal tage tyren ved hornene, om man vil.”


Tilmeld vores nyhedsbrev

Få besked om vores kommende events, ledige frivillige jobs og anden relevant information.