Med baggrund i Kompassets nye rapport vil vi i Kirkens Korshær København forsøge at nuancere en vedholdende myte om migration til Danmark
Af: Martin Lundager Pedersen
Kompasset – vores rådgivningstilbud til migranter – har samlet erfaringer fra brugerne fra tiden under nedlukningen i forbindelse med COVID-19. Det er blevet til en spændende rapport, der ikke ’kun’ kaster lys over de uregistrerede migranters situation lige p.t., men også over nogle generelle tendenser og myter om den interne migration i EU.
I denne artikel vil vi slå ned på en enkelt af disse myter; at østeuropæere tager til Danmark for at udnytte vores samfund – på den ene eller den anden måde.
Vi har et indtryk af, at mange mennesker i Danmark tror, at migranter fra eksempelvis Rumænien rejser til Danmark med det formål at ’udnytte’ det danske arbejdsmarked og tjene flere penge, end de kan i deres hjemland. Men så simpelt er det altså ikke.
De ’vælger’ ikke Danmark over Rumænien – og heller ikke Danmark frem for andre EU-lande. Vores erfaring viser nærmere, at mange af dem ganske enkelt ikke har mulighed for at overleve i hjemlandet. For selv om der selvfølgelig også er mennesker, der lever helt normale liv, er der stadig dele af landet, hvor mennesker lever i utrolig fattigdom i hjem uden elektricitet, hvor man holder varmen ved at tænde op med pindebrænde i kakkelovne.