Fundamentet


Om Fundamentet

Værestedet Fundamentet åbnede i 1998 på Holmbladsgade på Amager, og har siden fungeret som værested for social udsatte. Vi besøges af mange forskellige nationaliteter og ved seneste tælling, talte vi besøgende med 22 forskellige nationaliteter. Særligt besøges stedet af mange grønlændere, men alle med brug for et ”helle” fra hverdagen, som mangler varme og omsorg er velkomne.

Målgruppe

Fundamentet er for mennesker med sociale udfordringer, misbrugs- og alkoholproblemer. Stedet fungerer som et “helle” for mennesker, der har brug for varme, omsorg og en pause fra hverdagen.

Det er særligt misbrugere, psykisk syge, ”skæve eksistenser” og ensomme som besøger os. Både mænd og kvinder er velkomne. Fundamentet er for alle, som giver plads til andre og man er velkommen, uanset nationalitet, religion og seksualitet.

Ydelser

Hos Fundamentet tilbydes der dagligt frokost, kaffe, te og saftevand og ofte hjemmebagte kager eller brød. Derudover tilbydes hver tirsdag et varmt hjemmelavet måltid aftensmad.

Vi står gerne til rådighed med rådgivning og brobygning til myndighederne, bisiddertilbud, samt hjælp med konkrete hverdagsudfordringer, som NemId mv.

Det er også muligt at modtage personlig post via en c/o adresse hos Fundamentet.

Man kan også fejre fødselsdag hos Fundamentet. Vi går på syge- og hjemmebesøg, samt deltager i begravelser mv.

Af og til arrangeres der ture ud af huset og der afholdes traditionsrige arrangementer for vores besøgende, f.eks. påskefrokost, julefrokost og en sommerfest.

Vi stiller på værestedet også computere, hovedtelefoner, avis og TV til rådighed for brugerne. Derudover spiller vi banko, har brætspil og vi har masser af bøger til fri afbenyttelse.

Vi abonnerer på den grønlandske avis ”Sermitsiaq” og af og til laver vi også grønlandsk inspireret mad.

Hunde
Det er tilladt at medbringe hund, dog altid i snor. Vi kan højst rumme tre hunde ad gangen, én i hvert lokale. Vi har et samarbejde med Gadekrydset som gør, at der altid er hundemad og hundetilbehør til rådighed.

Bliv frivillig

Hos Fundamentet kan vi altid bruge flere frivillige. Vi har brug for frivillige som er stabile, er empatiske og rummelige og gode til at sætte sig ind i vores besøgendes situationer. Du er altid velkommen til at komme forbi til en snak og høre om dine muligheder som frivillig.

Du kan også følge med under menupunktet bliv frivillig eller via frivilligjob.dk for se aktuelle muligheder for at blive frivillig.

Medarbejdere

Lene Glaser
Leder & socialpædagog
Tlf.: +45 21 95 53 02
Mail: l.glaser@kirkenskorshaer.dk


Tilmeld vores nyhedsbrev

Få besked om vores kommende events, ledige frivillige jobs og anden relevant information.